Min uddannelsesparathed
Jeg har altid selv følt mig meget uddannelsesparat - og har egentlig også altid fået samme vurdering af lærere. Alligevel har et halvt efterskoleår lært mig rigtig meget om uddannelsesparathed. Da jeg gik i niende klasse, troede jeg kun, at uddannelsesparathed handlede om faglige mål og hvordan man var socialt i et fagligt samarbejde. Her på efterskolen har jeg virkelig fået en forståelse for, at der er meget mere der spiller ind i ens uddannelsesparathed. Ting som tests og karakterer ikke kan vise noget om.
Jeg tror personligt ikke, at jeg var klar til gymnasiet efter niende klasse. Jeg ville helt sikkert godt kunne klare gymnasiet med fine karakterer, men jeg tror ikke, at oplevelsen af gymnasiet vil være det samme. Jeg synes der er stor forskel på, hvad ens lærer vurderer en til, og hvad man selv (med den nødvendige selvkritik) mener. Om man "bare" skal være uddannelsesparat? Eller om man også skal være omstillings- og forundringsparat? Jeg tror ikke, at man lærer noget hvis man ikke undre sig. Hvorvidt man så er "forundringsparat" kan man vist kun selv vurdere.
Her på efterskolen er jeg virkelig kommet et skridt videre. Jeg tager mere ansvar for min læring og har også mere lyst til at lære. Men aller vigtigst, så har jeg også forbederet mine sociale kompetencer inden for samarbejde. Jeg ser det nu som en nødvendighed at kunne tage respons fra venner til sig og lære fra sig. Det har jeg aldrig troet var så vigtigt, men det ved jeg nu. Jeg er rigtig glad for, at jeg har opnået de færdigheder gennem efterskolen og føler mig nu mere uddannelsesparat end nogensinde før.
